|
8. rejsebrev: |
||
|
04.07.07 - ”Se lige der” – ”nøjj” – ”må jeg kravle derop” – ”skynd dig, kom med herind” – ”waw” – ”der er en hule!” Sådan fløj ordene gennem luften, mens børnene ilede foran på stierne, da vi en meget tidlig morgen (kl. 5.30) tog på vandring i Kappadokiens eventyrlige landskab. Landskabet er ubeskriveligt og billederne viser kun delvis dets skønhed. Selv fik jeg på vores vandring i bjerge og kløfter samme sug i maven, som da jeg for 20 år siden vandrede i Sydamerikas regnskove. Det var også på denne tur ”vi gamle” måtte konstatere, at vi ikke havde klaret turen uden børnenes hjælp. Ind imellem måtte Stefan skubbe på i den ”bagerste ende”, mens Nomi greb fat i os ”øverst oppe”. Det var en fantastisk god oplevelse for os alle – og vi var alle helt ”høje” af vores præstation bagefter! I en uge befandt vi os utrolig godt midt i dette landskab. Vi boede på en dejlig campingplads, hvor vi af ”campingfatter” blev guidet udenom al turist-gøglet i området, og ud på de skønneste vandrestier, som vi havde ganske for os selv. En vidunderlig oplevelse for os alle. Fra campingpladsen havde vi en fantastisk udsigt over området, og tidligt hver morgen og ved solnedgang sad vi og ”stenede”, mens vi betragtede udsigten. Her var en ro og stilhed, som vi mærkede langt ind i kroppen. Ikke så underligt at munke og nonner fandt ro her i disse bjerghuler. Fra Kappadokien valgte vi at køre mod nordvest via motorvejen. Vejen var god så hen på eftermiddagen krydsede vi Ankara og ved midnat kørte vi gennem Istanbul. På det tidspunkt var temperaturen udenfor over 30 gr., så vi var glade for, at vi valgte at krydse Istanbul ved midnat! Efter et besøg i Edirne satte vi kursen mod Bulgarien. Af erfaring ved vi, at det er bedst at ”indtage” et nyt ukendt land i udhvilet tilstand, derfor besluttede vi at tage en sidste overnatning i Tyrkiet. Her var dog ingen campingpladser, så vi endte ude i en skov tæt ved grænsen. Da vi alle (bortset fra Amalie) var faldet i søvn, blev vi brat vækket af høje råb og banken på bilen. Udenfor stod en vred (eller nervøs) soldat. Han ville vide hvem vi var og sagde, at vi ikke måtte sove der, fordi vi befandt os i et militærområde. Først da Amalie kom grædende ud af bilen, faldt han lidt ”ned på jorden” og sagde, at han var ”friendly” (venlig). Hurtig fik vi pakket sammen og kørte efter ordre helt op til grænsen, hvor vi måtte overnatte. Her sov vi ganske godt resten af natten. (Amalie havde dog fået sig en grim forskrækkelse, som det tog lidt tid at komme over). Efter denne oplevelsesrige ”sidste-nat” i Tyrkiet, kunne vi veludhvilede kører ind i Bulgarien tidligt næste morgen. Det var underligt at kører ind i EU sydfra. Det der mødte os, var et meget fattigt og forfaldent land. Vi havde ikke set lignende på hele turen og fik faktisk ”hjemve” til Tyrkiet. Vejene var elendige og vejskiltene stod med kyrilliske bogstaver. Da vi endelig fandt en campingplads, talte de kun bulgarsk. Det udviklede sig til en meget speciel og lidt frustrerende ”samtale”. Campingpladsen er der ikke noget godt at sige om, bortset fra at den lå helt ud til Sortehavet. Stranden her var fantastisk og badevandet herligt. Desuden lå vi næsten udelukkende blandt bulgarere og holdt ferie som de gør, og det er jo sådan vi gerne vil opleve et nyt land! Vi nød også, at vi ikke længere skilte os så meget ud som ”de hvide” blandt en mørk befolkning og at gadesælgerne i Bulgarien ikke var så påtrængende som de tyrkiske. Desuden stod vi alle stille og sagde: – ”Shyss - hør”, da vi første gang hørte kirkeklokker ringe. Det var en meget dejlig lyd! Efter tre dage ved Sortehavet i det sydlige Bulgarien kørte vi ind midt i landet. Vi kørte i en smuk dal på sydsiden af Balkanbjergene. Det der mødte os af fattigdom og gamle landbrugsredskaber fik os til at måbe – var dette Europa?! Samtidig var det fantastisk at se disse redskaber i brug. Noget som vi kun har set på billeder eller hørt vore forældre fortælle om. I turbogen havde vi læst, at nær et kloster og en flod var en campingplads med høj standard. På det tidspunkt synes vi, det var værd at køre efter! Vi fandt et lille skilt, som vi ved hjælp af det kyrilliske alfabet i turbogen, mente kunne oversættes til kloster. Vi fulgte vejen, som var en helt elendig grusvej med kæmpehuller. På et tidspunkt opgav vi og standsede, fordi vi følte, at dette bare var for langt ude og mere end hvad vi kunne byde bilen. Samtidig kom en mand i hestevogn kørende forbi. Ved hjælp af den bulgarske tekst i vores bog kunne han fortælle, at vi var på ret vej. Med hestevognen foran, som guide, fulgte vi efter i bilen, men vejen var så dårlig, at hestevognen på et tidspunkt måtte standse, fordi vi ikke kunne følge med. Det var altså ikke sjovt at få ”baghjul” af en hestevogn! Da vi om aftenen lå, som ”sardiner i dåse” i bilen, og skulle sove, fik jeg igen en af mine latterkrampeanfald, fordi det er hyggeligt at sove sådan og fordi dagens hestevogns-oplevelse bare havde været en fuldstændig vanvittig og skøn oplevelse! Børnene mente jeg var lidt for skør og jeg måtte forklare dem, at jeg ikke havde grinet sådan, siden jeg var barn og måske havde jeg bare fået kontakt med mit ”indre barn”. Straks spurgte Stefan: -” Vil du så bygge dæmning med os i morgen?” I øvrig fandt vi frem til en herlig naturplads inde i en af Bulgariens naturparker. I denne park lever både brunbjørne, ulve, gemser, sjakaler mm. Bulgarien har et usædvanligt rigt og varieret dyreliv og her er enorme områder med skove. Vi overnattede tæt ved en lille flod, hvor børnene byggede dæmninger og nød naturen i fulde drag. Her fik vi en naturoplevelse, som var helt anderledes, end det vi tidligere havde mødt på turen. Her i familien har vi talt en del om, at denne tur er grænseoverskridende for os alle og at vi hver især har grænserne forskellige steder. Derfor måtte jeg også grine, da Nomi på et tidspunkt kom glad og lettet ud fra et stå-toilet og udbrød: - ”Så, nu har jeg overskredet en grænse!” Med hensyn til sprog så har børnene også lært værdien af at kunne tale andet end dansk. Amalie har for længe siden sagt, at ud over engelsk og tysk, vil hun gerne lære fransk og tyrkisk. Det var også hende, der på et tidspunkt sad med drømmende øjne og sagde: - ”Tænk, når jeg kommer hjem, så kan jeg bare gå hen til mine veninder og tale dansk og så forstår de hvad jeg siger og vi kan lege!” Sådan er der så mange hjemlige selvfølgeligheder, der bliver værdifulde!
/helle |
||
|
|
||
|
||