7. rejsebrev:

 

16.06.07

Vi får taget rigtig mange billeder med vores kamera, men de allerbedste ”billeder” må vi gemme inden i os selv. Det er de ”billeder”, hvor vi kommer så tæt på mennesker, at vi ikke bryder os om, at hive kameraet frem. Et af disse ”billeder” fik vi på en næsten mennesketom strand. Ikke så langt fra os var der dog tre mennesker. En gammel tilsløret dame (mor) og hendes to voksne døtre i bikini! Døtrene hjalp deres mor ud i strandkanten, hvor bølgerne slog kraftigt mod stranden. Her stod den tilslørede mor med en ”bikini-datter” på hver sin side. De grinede og pjattede, mens bølgerne var ved at vælte dem omkuld. Bagefter gik de op på stranden. Her lagde døtrene deres mor i sandet, mens de begyndte, at skubbe sand op omkring hende. Vi kunne ikke lade være med at spørge hinanden, om de mon havde gang i en levende begravelse - men stemningen var så opløftet og pjattet, at de mest af alt lignede børn der legede. Det var et dejligt ”billede”, som også fik os til at tænke på tyrkiets rummelighed.   

Fra Alanya er vi nu kørt østpå, langs vandet, mod Mersin. Denne rute fik vi anbefalet, men blev også advaret om, at det var bjergkørsel, hvor vi havde klippe op på venstre side og endnu længere klippe direkte ned til vandet på højre side! Vi begav os fortrøstningsfulde af sted, for vi vil jo helst ikke gå glip af noget! Den tyrkiske rivera strakte sig lidt øst for Alanya, men derefter blev hotellerne afløst af den mest vidunderlige natur, vi endnu har mødt i Tyrkiet. Bjergkørslen blev dog lidt rigeligt på et tidspunkt. Jeg forsøgte, at sige til Stefan, at vi ligeså godt kunne nyde naturen, når vi nu var her, hvortil han udbrød: - ”Mor, dette kan ikke nydes, men skal bare overstås!” Heldigvis blev vejene herefter lidt mere ”overskuelige”. Det var også på denne strækning vi kom til Anamur, det sydligste punkt i Lilleasien. Vi mærkede tydeligt, at naturen og klimaet blev anderledes. Det gælder også befolkningen. Det var på denne strækning, at vi så mænd der vandrede i ”hængerøvsbukser” (dvs. bukser der er som en lang nederdel, blot er de syet sammen nederst – mon ikke I forstår!!!) Det er altså lidt underligt, at se arbejdsmænd vandre omkring i sådan en mondering. Ca. en time før vi nåede den campingplads, vi havde fået oplyst, holdt vi en pause. Desværre fik Nomi her noget glas ind i foden og det blødte kraftigt, så vi fik brug for førstehjælpskassen og for at tjekke sygeforsikringspapirerne! Vi besluttede derefter at køre til campingpladsen og der afgøre om vi skulle søge læge. På campingpladsen tjekkede vi sammen med nogle tyrkere skaden og afgjorde, at vi ikke behøvede søge læge straks. Nomi var tapper, det værste var dog, at hun ikke kunne komme i vandet. På denne campingplads kunne vi ca. 15 meter ude i vandet se havskildpadder svømme rundt (de stikker hovedet op hver 20 minut for at trække vejret). Stefan var ude med dykkerbriller og snorkel og svømmede ca. en meter rundt omkring en Caretta caretta. Han kom begejstret tilbage og fortalte, at nu vidste han alt om, hvordan en havskildpadde svømmer. Endnu en fantastisk oplevelse blev føjet til denne tur.

Når vi på nuværende tidspunkt tænker tilbage på al den afvekslende og vidunderlige natur vi har oplevet, må vi bare sige, at Guds skaberværk er imponerende, storslået og fantastisk – og tænk denne Gud har bøjet sig ned til os mennesker, sådan at vi kan kalde ham for vores FAR. Hans omsorg for os er også stor, for da vi to dage senere kom frem til en super campingplads, viste det sig, at vores nabo var en tyrkisk læge. Han kiggede på Nomis fod, rensede såret, gav hende nogle antibiotikapiller og efter et par dage sagde han, at hun godt kunne springe i bølgerne - da følte vi os meget lettede og taknemmelige. Desuden kom lægens kone flere dage i træk med mad til os. Det mest ærgerlige var dog, at konen kun talte tyrkisk og lægen kunne kun ganske lidt engelsk. Men vi havde alligevel et skønt fællesskab med dem og det var mennesker vi virkelig kom til at holde af. Derfor har lægens afskedsord til Paul og jeg også brændt sig særlig fast : ”Good father” and ”good mother”! (Det er noget vi kan bruge, hvis der bliver optræk til ”familiekrise”. Men med disse ord udtrykte han også dét som vi gerne ville med denne rejse: - At være en god mor og far og give børnene en særlig oplevelse, hvor de fik noget menneskeligt med i livsbagagen). Vi undres og glæder os over disse venlige og gavmilde tyrkere. Vi ved, der er mange af jer, der beder for os, og vi får også her trang til at sige mange tak for jeres forbøn.

 

Vores nuværende campingplads ligger i en romersk ruinby ved Kizkalies (tæt ved Mersin). På et tidspunkt har man besluttet, at her skulle være campingplads, og derfor har man fyldt jord i ruinbrokkerne og bygget denne campingplads ovenpå. (Sådan kan man altså også gøre med sine kulturskatte!) Vi har en fantastisk udsigt til en flot borg, som er bygget ude i vandet på en ganske lille klippeø. Længere mod syd ligger Cypern og ca. 200 km. mod øst er grænsen til Syrien. Ingen af os havde drømt om, at vi skulle nå så langt hjemmefra, men nu er vi her og nyder det ganske meget! Her er en klippestrand, hvor der er ca. 2-3 meter dybt straks man går i. Det er fantastisk at snorkle langs klippeskrænten og se fisk og planter (nu har jeg også prøvet det!). Men her er også naturlige bassiner, hvor der er lavt vand og hvor Amalie trygt kan bade (selvom hun hele tiden vil med ud på det dybe). Vi ligger 15 meter fra vandet og herfra så vi en eftermiddag delfiner svømme i vandet, hvor vi bader. Jeg tror vi slår campingpladsrekord på dette skønne sted!

 

Herfra går turen videre til Tarsus. Stedet hvor Paulus blev født og voksede op. Det vil være den perfekte afslutning på vores rejse i hans fodspor. Meget har ændret sig i de 2000 år, men naturen og Taurusbjergenes tinder, som vi ser, er de samme, som må have brændt sig fast i hans sind. Det var herfra hans vej ud i verden gik. Vi imponeres, når vi tænker på, at Paulus har vandret til fods i disse egne. Han var missionær, men han var også en vandringens mand. Tænk, at hans budskab lever lige stærkt i dag som dengang, det blev prentet på pergamentet. Alligevel er det nedslående, at det som i dag møder os i dette land, er moske efter moske og deres skingre lyd fra højtalernes bønnekald. Det var ikke her Paulus’ ord fik lov til at slå rod. Det bliver en nød, når man samtidig møder dejlige mennesker, for hvem man kunne ønske, at de kendte hans budskab.

I Tarsus er vi ca. 100 km. fra Syriens grænse og det bliver yderpunktet for vores rejse. Da føler vi også, at Mitsubitshien har bragt os meget langt hjemmefra!

 

/helle

 

 

 

 

                

 

 22.06.2007